De dage, hvor en bygnings primære opgave var at skærme for regn og blæst, sikre et godt fysisk indeklima, så træk og dårlig luft var elimineret, og at der var rent og med ergonomisk korrekt inventar, er i dag grundlæggende forudsætninger – det er blevet selvfølgeligheder. Ikke sådan at forstå, at dette ”bare” lige er noget, det er let at lykkes med, for det kræver stadig fokus og de rette kompetencer– men det betragtes hos C-level som en forudsætning for ’den nye snak’ om, hvad bygninger er til for!

Fokus er flyttet op i fødekæden. Store globale organisationer kæmper indbyrdes om at tiltrække de dygtigste medarbejdere, og i dag ses bygninger som et redskab til at sikre bedre  performance. Der investeres i bygninger og workplace design for at sikre, at medarbejdere kan levere på produktivitet og effektivitet. Fastholdelse af medarbejdere er blevet et strategisk outcome, der optræder ligeværdigt med at nedbringe driftsomkostninger, carbon footprint, øget produktivitet og ikke mindst – som et nyt skud på stammen – at udvikle en innovativ praksis til sikring af virksomhedens fortsatte eksistens!