Faglig viden
tablet-menu
Faglig viden
mobile-menu

Er du faret vild i junglen af FM systemer?

24. november 2017
Emil Skab Hassing
konsulent
Basico
Karina Lykkegaard
projektleder
DFM netværk

Der er ingen tvivl om at digitalisering er en betingelse for udviklingen af vores organisationer, og i kraft af IKT bekendtgørelsen, er der sat krav til den digitale aflevering af bygningen til driftsherren. Men på trods af det, har vi stadig huller i brugen af integrerede IT løsninger i driften. Set fra driftsherrens synspunkt, er markedet enormt og det er et ressourcekrævende projekt, at udvælge og ikke mindst, at implementere FM systemet.

490527799

Systemtyper - CAFM, CMMS eller IWMS? 
Globalt findes der flere hundrede systemer, der defineres som IT-løsninger til FM. Flere af disse benytter sig af nogle forkortelser, der kan indikere systemernes styrker og svagheder. Nedenfor forklarer vi, hvad der gemmer sig bag en række af begreberne. Det er vigtigt at understrege, at begreberne ikke er deciderede standarder, men de indikerer, hvor leverandørerne mener styrkerne i deres system ligger. Mange systemer er modulbaserede, og derfor vil det være muligt at kategorisere dem i flere af de nedenstående kategorier. Derudover kan systemtyperne tjene som indikatorer for, hvilke overordnede behov ens system skal møde.

Ticket Management 
Et ticket management-system vil oftest være at finde i en kundeserviceafdeling eller en IT-supportfunktion. Der er ofte tale om simple systemer, hvis fokusområde vil være at besvare og løse henvendelser indsendt via mails. I FM-regi er det muligt at finde disse systemer og processer i intern service samt i eventuelle snitflader i forbindelse med processer, der involverer HR og IT. I næsten alle de øvrige systemtyper vil du kunne finde funktionaliteter fra ticket management-systemer.

CMMS (Computerised Maintenance Management System) 
Denne type systemer vil være fokuseret på vedligeholdelsesarbejde og har især en styrke, når det kommer til planlagt vedligehold. CMMS-systemer tilbyder ofte en lang række af vedligeholdelsesworkflows, der inkluderer planlægning, dokumentation og anlægsregistrering. Kernen i systemet vil ofte være en datamodel, der indeholder assets, lokationer og evt. ressourcestyring.

CAFM (Computer Aided Facilities Management) 
Denne type systemer kan ses som udvikling af CMMS og vil typisk kunne håndtere planlagt og reaktivt vedligeholdelse samt en række øvrige funktioner såsom lokalestyring, ressourcestyring og mange flere. Kernen i et CAFM-system vil ofte være sammenlignelig med CMMS-systemer, men der kan være begrænsninger ift. fleksibiliteten og dybden af systemet.

IWMS (Integrated Workplace Management System) 
IWMS systemer er ofte de mest komplekse systemer, der i princippet indeholder alle funktionaliteter fra CMMS, CAFM men også moduler inden for økonomistyring, porteføljeforvaltning, space management og surveys. Nogle af de største leverandører definerer deres systemer som ERP-løsninger, hvilket understreger den høje kompleksitet, der kendetegner IWMS-systemer.

Få større indsigt
I 2016 igangsatte DFM netværk og Basico et fælles projekt med digitalisering som fokusområde. Årsag: Til trods for det store fokus på digitalisering er der relativt få succeshistorier. DFM netværk og Basico har derfor arbejdet på at skabe et overblik, som FM-Danmark i fremtiden kan søge inspiration i, hvilket har udmøntet sig i 2 rapporter ”FM-systemer i Danmark – et overblik vol 1 og 2”. Rapporterne, har pustet nyt liv i digitaliseringen rundt om i FM-Danmark. Vi arbejder på en 3. rapport, som forventes at udkomme primo 2018.

Læs mere og find rapporterne her

Lignende artikler
At købe og implementere et FM system er en langstrakt og krævende proces. Det kræver selvindsigt, afklarede ambitioner og rigtig god tid! Man skal dedikere sig fuldt til implementering og implementeringen starter længe inden indkøbet af systemet.
16. marts 2020
Københavns Ejendomme og Indkøb har udviklet og indført en softwarerobot, som automatisk indtaster byggedata i FM-systemet. Den er udviklet til brug ved digital aflevering af byggeprojekter, men har vist sig at kunne anvendes til flere opgaver.
16. august 2019
Med Nykøbing F. Sygehus som spydspids vil Region Sjælland indføre digital FM-helpdesk for alle seks sygehuse og over 500 bygninger. Alle lokaler og bygningsaktiver skal registreres digitalt, fortalte teknisk souschef Kim G. Møller på et erfa-møde for FM-brugere.
22. februar 2019
Annoncer