To nye rapporter: DFM kortlægger fremtidens arbejdsplads - fra et FM perspektiv

DFMs medlemmer får nu adgang til meget mere viden om fremtidens arbejdsplads, og hvilken betydning hybride arbejdsmodeller får for FM. DFM lancerer nemlig nu hele to rapporter, der beskriver indsigter og anbefalinger til fremtidens arbejdsplads fra et FM perspektiv! ”Det er viden, som vores medlemmer har efterspurgt, og som vi er utroligt glade for at kunne bidrage med nu”, udtaler viden- og udviklingschef Helle Lohmann Rasmussen.
Den ene rapport er resultatet af en spørgeskemaundersøgelse, som DFM sammen med EY har gennemført blandt 30 af de største offentlige og private medlemsvirksomheder. Rapporten giver status på hvordan FM håndterer nye måder at arbejde på helt aktuelt, og kortlægger FM-chefernes forventninger til hvordan FM skal understøtte vidensarbejde i fremtiden. Det er spændende læsning, og du kan downloade rapporten ”Fremtidens Arbejdsplads - En undersøgelse af, hvordan FM-cheferne i 30 større private og offentlige organisationer i Danmark ser på Fremtidens Arbejdsplads efter pandemien”.
Den anden rapport er resultatet af et partnerstudie, som Institut for Fremtidsforskning har stået i spidsen for, og som DFM, sammen med Nykredit, Novozymes, Erik Arkitekter og DTU Management, har deltaget i. Rapporten beskriver blandt andet forskellige scenarier for, hvilke roller den fysiske og den digitale arbejdsplads vil spille i fremtiden, og giver samtidig konkrete anbefalinger til hvordan FM kan imødekomme medarbejdere og virksomheders krav og behov på fremtidens hybride arbejdsplads – også selvom fremtiden er ukendt, selv for fremtidsforskere.
Du kan downloade rapporten ”Kontorarbejde i en digital virkelighed - FREMTIDENS HYBRIDE ARBEJDSPLADS 2030” på Institut for Fremtidsforsknings hjemmeside.