NYT netværk i DFM: Kantinedrift

Kantinedrift har længe været et vigtigt område for FM’ere. Allerede inden corona, havde vi godt gang i drøftelser om den bæredygtige omstilling. Alt fra mindre madspil, reducering af kødforbrug til økologiske fødevarer. Så kom corona og det handlede pludselig om afstand, om fleksible kontrakter, om portionsanretning, nudging og om afspritning.
Corona forsvinder næppe lige om hjørnet, og måske er hygiejnekravene kommet for at blive. Der er heller ingen tvivl om, at flere kommer til at arbejde mere hjemmefra i fremtiden. Det stiller store krav til kantinedriften, når man både skal servicere en agil arbejdsplads og skabe oplevelser for medarbejderne, reducere madspil, servere mindre kød og indkøbe mere bæredygtigt.
Derfor opretter vi nu et helt nyt netværk for FM’ere, der arbejder med kantinedrift. Her kan man sparre med hinanden, drøfte ideer, udfordringer og løsninger i forhold til den aktuelle situation men også hvad der er af problemstillinger, der knytter sig til kantinedrift mere generelt.
FORMÅL:
Netværkets formål er at styrke kantinedriften i den enkelte organisation gennem sparring, videndeling og faglig inspiration mellem ligestillede FM’ere, der arbejder med kantinedrift i offentlige og private virksomheder.
Netværket vil få indsigt i best practice, modtage relevante faglige oplæg samt være rammen om drøftelser og diskussioner af konkrete udfordringer. Hensigten er, at deltageren kan tilføre viden til egen organisation, der dels håndterer den konkrete corona-situation men som også sætter retningen for fremtidens kantine.
HVEM DELTAGER:
Målgruppen for netværket kantinedrift er personer, der har ansvaret for kantinedriften herunder den kontraktansvarlige. Netværket er eksklusivt for driftsherre, og dermed ikke åbent for leverandører og rådgivere.
HVAD FÅR DU UD AF DELTAGELSEN:
Kantinedriften er under massiv forandring og intet er som i går. Som FM’ere skal vi gribe muligheden for at sætte dagsordenen for hvad fremtidens kantine er, og det lykkedes vi bedst med, hvis vi går sammen, videndeler, udveksler gode og dårlige erfaringer og inspirerer hinanden. Netværket giver dig et fortroligt og uformelt forum, hvor du kan drøfte de tvivlsspørgsmål, som udfordrer dig, så du kan blive endnu bedre i din funktion.
Du kan:
- Diskuttere, debattere og dele viden med andre, som laver det samme som dig
- Drøfte hvilke udfordringer, der er inden for leverandørstyring og -samarbejde
- Få ny viden og erfaringer om kantinedrift fra andre organisationerne
- Med ligestillede etablere et dybere netværk, som du kan trække på mellem møderne
4 MØDER OM ÅRET:
DFM netværk faciliterer netværket , så du kan koncentrere dig om udbyttet. Facilitatoren leder møderne og sørger for indkaldelser, mail-lister, indlægsholdere osv.
Det er deltagerne, der bestemmer indholdet på møderne, der forventes at finde sted i deltagernes virksomheder, med henblik på at øge det gensidige kendskab til hinandens organisatoriske dagligdag.
I udgangspunktets holder vi fire årlige møder af 3 timers varighed. Første møde afholdes 27. oktober kl. 13.00 – 16.00 i København (virtuelt hvis det kræves pga. corona).
Deltagelse i netværket kræver medlemskab af DFM og koster 6.900,00 kr. pr år ex. moms. Tilmeld dig ved at sende en mail til Laura Lindahl på lli@dfm-net.dk - tilmelding foregår efter først-til-mølle-princippet.