Arrangementer
tablet-menu
Arrangementer
mobile-menu
København / Medlemsmøde
Afholdt
18. marts 2019
15:00 - 17:00

Skal DFM netværk og Molio gå sammen om at skabe et stærkt videncenter?

Medlemsmøde/workshop hvor vi skal diskutere perspektiverne i at sammenlægge DFM netværks og Molios kompetencer og ressourcer. (afholdt 18. marts 2019)


DFM netværk er en succes, og det vil vi gerne forsætte med at være.  I vores dagligdag som FM-ere skal vi kunne mere og mere - digitaliseringen går rigtig stærkt og kræver dedikerede ressourcer mange steder. Bæredygtighed er ikke bare at sortere affald og slukke for strømmen, men er blevet til 17 Verdensmål. For at kunne blive ved med at udvikle FM sammen med medlemmerne, ser vi derfor et behov for at kunne tilbyde medlemmerne endnu flere muligheder inden for bl.a. digitalisering, uddannelse, certificering og bæredygtighed.

DFM netværk har derfor over de seneste måneder drøftet med Molio, om vi sammen skal skabe et stærkt videnscenter, der bedre kan understøtte den faglige udvikling. Molio og DFM netværk supplerer hinanden godt. Molio henvender sig i dag til de faggrupper, der står for byggeri, mens DFM netværk henvender sig til driftsherrer, leverandører og rådgivere inden for FM.

DFM netværk er stærke i at drive netværk og engagere fagets professionelle udøvere i fagets udvikling. Molio er stærke i kurser, vejledninger og standarder.

Lægger vi kræfterne sammen får vi således ikke blot mulighed for at lægge dækningsområderne i forlængelse af hinanden, men at tilbyde nye aktiviteter til både Molio og DFM netværks nuværende medlemmer, fordi vi tager de stærke sider fra begge organisationer og udbreder til alle brugere.

Den skitse til sammenlægning, vi har drøftet med Molio, betyder, at alle DFM netværks aktiviteter fortsætter, ligesom DFM netværk forsætter som både navn og netværk. Sekretariatet vil blive slået sammen med Molio, der som selvejende fond bliver den fortsættende organisation. Molio er en selvejende fond, og det betyder at DFM netværk ikke fortsætter som juridisk forening.

Ledelsesmæssigt vil DFM netværk få plads i Molios bestyrelse, og der vil blive oprettet et FM-advisory board eller fagudvalg, der kan overtage den nuværende bestyrelses opgaver.

På medlemsmødet vil vi gerne uddybe den analyse, der har ført frem til, at vi foreslår denne løsning, men i kort form handler det bl.a. om:

  • Den øgede professionalisering af FM giver branchen helt nye muligheder for at spille en strategisk og værdiskabende rolle.

  • Vi skal væk fra silo-tænkningen og sikre den faglige udvikling i samspil med alle led i værdikæden for at bistå brugerne med at realisere deres vision og mission.

  • Faciliteter og bygninger skal måles på, hvad de gør for brugerne. De rammer vi skaber for private og offentlige virksomheder skal ikke kun ses som en omkostning, men som aktiviteter, der bidrager til at skabe produktive arbejdspladser. Den vision kan vi bedst løfte i fællesskab mellem alle de faglige interessenter omkring faciliteter og det byggede miljø.

Vi mener at Molio og DFM netværk passer godt sammen. Molio er betydeligt større og kan bidrage med flere ”muskler”, og alle DFM netværks aktiviteter kan videreføres ”plug and play”.  I den professionalisering, som facility management er inde i, kan vi have god brug af Molios kompetencer inden for kompetenceudvikling, standarder og vejledninger, mens vi omvendt er stærke i at drive netværk og involvere alle aktører i fagets udvikling.

Vi har talt med Molio om en række områder, hvor vi sammen kan styrke den faglige udvikling, det gælder bl.a:

  • Digitalisering, hvor begge organisationer har digitaliseringsprojekter kørende

  • Fra gammeldags omkostningsfokus til balanceret fokus på omkostninger og værdiskabelse for faciliteter og bygninger

  • Sammenhæng mellem anlæg og drift – fra bygningsperformance til brugerperformance

  • Den virtuelle arbejdsplads – når arbejdet kan foregå alle steder. Hvordan skaber vi de rigtige rammer for morgendagens virtuelle arbejdspladser, og hvordan vil det ændre forretningsmodellerne for alle der bidrager med at skabe fremtidens ”workplaces”.

  • Nye forretningsmodeller for supportfunktioner og værdikæden for det byggede miljø.

  • Sustainability og FNs 17 verdensmål. FM, byggeri og anlæg har ansvar eller medansvar for 9 at de 17 mål – hvordan løfter og bruger vi den udfordring i et fagligt strategisk perspektiv.

Vi vil rigtig gerne uddybe og diskutere disse overvejelser og håber derfor, at rigtig mange har mulighed for at komme til medlemsmødet/workshoppen den 18. marts. Efter medlemsmødet vil bestyrelsen overveje, hvordan processen kan videreføres, og hvis alt falder på plads, vil en endelig plan for sammenlægning blive fremlagt for DFM netværks generalforsamling den 30. april.

Venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Mogens Kornbo, bestyrelsesformand og Svend Bie, direktør
                                                          

Annoncer